Rasmus Vincentz får titlen som Naturven – se filmen

Rasmus er en ægte ildsjæl, som gennem mere end et årti har kæmpet for klima og biodiversitet. Det har han gjort gennem sit firma Habitats, som rådgiver om landskaber og grønne byrum med henblik på at øge biodiversiteten, og med bevægelsen Vild Med Vilje, der også arbejder for en vildere natur.

Rasmus er oprindeligt uddannet inden for samfundsvidenskab og erhvervsøkonomi, men fik allerede under sine studier en stor interesse for miljø og bæredygtighed. Efter nogle år med fokus på klima og vedvarende energi skiftede hans fokus til naturen og biodiversitet.

”Jeg fandt sammen med to andre gode folk, og så sagde vi kom, lad os lave virksomheden Habitats, der arbejder målrettet med biodiversitet. Og det var lidt et forsøg på at få det der helhedsperspektiv ind i det. Naturen skal også spille en rolle og være en del af løsningen,” fortæller Rasmus. Det blev dog hurtigt klart for de tre, at mange ikke var helt med på, hvad biodiversitet egentlig betød, og på den baggrund opstod begrebet ”Vild Med Vilje”, som hurtigt fik vind i sejlene.

”Vi opdagede ret hurtigt, at næste begrænsende faktor var folks opfattelse af biodiversiteten. De syntes, det så rodet ud. Det så ikke ud, som det plejer. Så vi var nødt til ligesom at lave en kampagne og en måde og formidle det her naturudtryk, vi pludselig finder her midt inde i en baggård eller på en plads på Østerbro. Det er med vilje. Og så kom det ret hurtigt til os, vi kalder det Vild Med Vilje som udtryk.”

Folk tog hurtigt udtrykket til sig, og Vild Med Vilje er sidenhen blevet en almennyttig forening, der arbejder for at trække den vilde natur tættere på – også i byerne. ”Vi er nødt til ligesom at tænke den vilde natur ind til at have en rolle i vores samfund, vores hverdag, vores byer, vores byggeprojekter og sådan nogle ting. Hvordan får vi mest muligt vild og interessant natur ind i samfundet?”

Rasmus har store forhåbninger til fremtiden. Han fortsætter sit arbejde med at udbrede den vilde natur og er sikker på, at der gode ting i vente. ”Fortsætter vi det her spor, og bliver vi endnu bedre til at prioritere den vilde natur i alt det, vi render rundt og laver i vores samfund, så kan verden blive virkelig smuk og virkelig mangfoldig.”

Vi ønsker Rasmus tillykke med titlen som Naturven og håber, at hans arbejde kan bringe endnu mere vild natur ind i vores allesammens hverdag.

Se filmen som er blevet lavet til formålet her:

https://www.natur-energi.dk/privat/om-os/naturven/moed-vores-naturvenner/naturven-rasmus-vincentz/

Seneste nyheder

Vild nyhed for byudvikling, byggeri og biodiversitet

Vild nyhed for byudvikling, byggeri og biodiversitet

Habitats har med støtte fra den filantropiske forening Realdania og i samarbejde med ConTech Lab stået for udarbejdelsen af et inspirationskatalog, der som det første af sin art samler overblik over regler og rammer og giver inspiration til at integrere biodiversitet værdiskabende i byggeri og byudvikling.

Nordisk rapport om grøn infrastruktur

Nordisk rapport om grøn infrastruktur

Læs her en rapport, som Habitats har medvirket til for Nordisk Ministerråd, og få inspiration til, hvordan grøn infrastruktur i byerne kan give både mere natur, og bidrage med løsninger på lokale udfordringer.