Nyt inspirationskatalog: Skab plads til liv og læring når du renoverer

Hver gang en bygning renoveres, har vi en mulighed – ikke kun for at forbedre bygningen, men for at skabe plads til naturen og gøre byen mere levende. Et nyt inspirationskatalog udviklet af Habitats for Københavns Kommune viser, hvordan renoveringsprojekter kan bidrage til biodiversitet, styrke vores relation til naturen og skabe bedre bymiljøer for både mennesker og andre arter.

Natur i byen – en del af løsningen

Biodiversiteten er under pres, og meget af løsningen skal findes i store naturområder uden for byerne. Men også byerne har en vigtig rolle at spille. Bygninger og byrum kan rumme mangfoldig mikro-natur. De kan fungere som trædesten for planter og dyr, skabe vigtige levesteder og ikke mindst bidrage til, at vi genopdager vores forbindelse til naturen – ikke kun som noget, vi besøger, men som noget, vi lever med i vores hverdag.

”Når vi tænker biodiversitet ind i vores bygninger og byer, investerer vi i fremtiden. Hver redekasse, plantekasse og grønne facade bidrager til at skabe ly, liv og føde til forskellige arter – og styrker samtidig vores nærhed til naturen. Selv små tiltag kan spille en rolle, og hvert initiativ hjælper os med at skabe en by, hvor mennesker og andre arter bedre kan trives” – Rasmus Vincentz, Direktør i Habitats

Klik på kataloget for at læse eller downloade

Et praktisk opslagsværk for bygherrer, boligforeninger og rådgivere

Kataloget henvender sig til bygningsejere, boligforeninger, rådgivere og entreprenører, der arbejder med renovering – især af etageejendomme. Idéerne er udvalgt, så de passer naturligt ind i en renoveringsproces, hvor de kan implementeres omkostningseffektivt og uden at gå på kompromis med bygningens funktionalitet.

For at gøre det let at finde de rette løsninger, giver kataloget let adgang til i alt 27 idéer inddelt efter:

  • Type af renovering (fx facade, tag, vinduer, tagrender og fundament)

  • Budgetniveau (fra lav til højt ressourcetræk ift. etablering og vedligehold)

  • Effekt og værdiskabelse – for såvel mennesker som andre arter

En invitation til at lære og handle

Inspirationskataloget er mere end en samling af praktiske løsninger – det giver også lettilgængelig viden om biodiversitet og den rolle, som byer og bygninger spiller i vores fælles opgave med at udvikle vores byer og samfund på en mere bæredygtig måde.

Kataloget er en opfordring til at se på naturen med nye øjne. Når vi skaber plads til biodiversitet i byen, styrker vi ikke kun økosystemerne, men også vores egen forståelse for naturens betydning.

Insekter, mos, lav og andre små livsformer kan virke ubetydelige, men de udgør fundamentet for de økosystemer, vi alle er afhængige af.

Ved at integrere naturen i vores bygninger og byrum tager vi ansvar for fremtidens byer – steder, hvor mennesker og natur trives side om side. Dette katalog er en invitation til at lade sig inspirere og handle – så vi sammen kan vi skabe byer, der er rigere på liv, skønhed og natur.

Et samarbejde for mere natur i byen

Habitats har udviklet kataloget for Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune som en del af konceptet Klimafacade+ under Bygningsfornyelse med bidrag fra Københavns Ejendomme, Parker, Kirkegårde og Renhold samt Område for Almene Boliger. Det bygger på en helhedsorienteret tilgang til biodiversitet og understøtter Københavns Kommunes vision om at vende tilbagegangen af arter i København, sikre, at alle københavnere har god adgang til natur og naturoplevelser, samt sikre viden og uddannelse om biodiversitet.

Næste
Næste

Debatindlæg: Habitats’ perspektiv på Den Grønne Trepart