Nyt samarbejde om strandenge og livlige kystskråninger

I et nyt samarbejde med Sund & Bælt skal Habitats udvikle løsninger til at skabe bedst mulige betingelser for natur og biodiversitet på udvalgte dele af Amagers østkyst.

Martin Macnaughton (Sund & Bælt) og Rasmus Vincentz (Habitats) ved underskrivelse af samarbejdsaftalen.

Martin Macnaughton (Sund & Bælt) og Rasmus Vincentz (Habitats) ved underskrivelse af samarbejdsaftalen.

I 2023 indledte Sund & Bælt og Habitats et samarbejde med en række eksperter om at facilitere et innovationsforløb med det formål at udvikle nytænkende løsninger til gavn for miljø og natur i forbindelse med anlæggelse af infrastruktur. Nu skal en række af løsningsidéerne foldes ud som en del af arbejdet med miljøkonsekvensvurderingen af Østlig Ringvej (ØR), der undersøges som en sænketunnel, der skal forbinde Helsingørmotorvejen i nord med Øresundsmotorvejen i syd og lede trafik uden om de indre dele af København.

I et samarbejde med Sund & Bælt skal Habitats over de næste måneder udvikle konkrete forslag til løsninger til etablering af strandenge og indsatser for biodiversitet på kystskråninger på udvalgte dele af en sådan Østlig Ringvej, så initiativerne kan medtages, hvis man skulle beslutte at anlægge Østlig Ringvej.  

”I Sund & Bælt ønsker vi at bygge med naturen, og derfor ser vi altid på, hvordan vores arealer kan styrke den lokale biodiversitet, siger Christina Berlin, der er Miljø- og Myndighedsdirektør i Sund & Bælt.

Siden Habitats blev stiftet i 2011, har virksomheden haft fokus på at kombinere vildere natur med byggeri og anlæg. Den viden, som Habitats har raffineret og opbygget over årene, bliver der god brug for i dette nye og store samarbejde, hvor de ambitiøse idéer til natur og biodiversitet skal fungere sammen med de faktiske muligheder og omfattende krav, som så stort et infrastrukturprojekt vil være underlagt.

“Habitats har her fået en vidunderlig mulighed for at bidrage til et stort infrastrukturprojekt og folde vores fulde faglighed ud sammen med Sund & Bælt,” fortæller direktør for Habitats, Rasmus Vincentz og fortsætter:

Når man fx gennemfører store infrastrukturprojekter, er der ikke kun behov for at begrænse påvirkningerne på evt. eksisterende natur. Der er også muligheder for at udvikle, forbedre og supplere den eksisterende natur med nye naturområder. Det glæder vi os meget til at undersøge nærmere i det her spændende projekt.

Fra innovativt forslag til egentlig løsning

Som en del af arbejdet med at undersøge Østlig Ringvej etablerede Sund & Bælt i samarbejde med bl.a.  Habitats i 2023 tre innovationsgrupper, der skal komme med innovative forslag til, hvordan man kan anlægge store infrastrukturprojekter som Østlig Ringvej på en ny og mere bæredygtig måde. I innovationsgruppen for miljø og biodiversitet er der udviklet forslag om bl.a. at etablere strandenge med naturlige dynamikker og indtænke biodiversitet på naturbaserede kystskråningerne langs ringvejens forløb. Som et næste skridt i processen har Habitats nu fået til opgave at udvikle og tegne forslag til, hvordan dét helt konkret kan designes og passe ind i hele projektet med Østlig Ringvej, såfremt man skulle beslutte at anlægge den.

”Et af målene med grupperne har været at komme med forslag, der skaber betydelige miljøværdier. Eksempelvis ved at forbedre biodiversiteten. At vi nu er kommet hertil, hvor vi kvalificerer de mest lovende forslag, er en vigtig milepæl”, fortæller Christina Berlin fra Sund & Bælt.

Til at begynde med skal Habitats levere konkrete landskabelige forslag til, hvordan løsningerne kan formes og passe ind med projektets øvrige forhold. Herefter skal driften af fremtidens områder og natur inkluderes, og der skal udvikles forslag til tiltag, der bruger Østlig Ringvej –projektet som platform til at øge offentlighedens viden om – og engagement i – havet.

”Det er en faglig fornøjelse for os at være med til at undersøge, hvordan man kan indarbejde vildere natur i et så omfattende projekt, og det er spændende at arbejde med området mellem land og vand”, fortæller direktør i Habitats Rasmus Vincentz:

”Til at hjælpe os med det store og vigtige arbejde har vi indgået samarbejde med Karsten Mangor, der har en enorm erfaring inden for arbejdet med kystanlæg, samt med Lars Maltha, der er biolog og besidder en enorm viden om især fugle.”  

Man skal gavne naturen, hvor man kan

I Habitats er man afklaret med, at projekter af denne størrelse samlet set påvirker naturen. Men det betyder ikke, at man ikke skal gøre, hvad man kan, for at mindske de negative påvirkninger og bidrage til, at projektet gavner naturen, hvor det kan:

”Både i projektområdet og især ude, hvor ressourcerne til store byggerier hentes, må et projekt af denne størrelse forventes at påvirke naturen. Men vi mener, at hvis samfundet ønsker sig sådan et projekt, så giver det mening at skabe så meget og god natur som muligt. Og det bidrager vi gerne til”, fortæller Rasmus Vincentz og afslutter:

”Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Sund & Bælt og de mange dygtige personer på projektet, og til at se løsningerne folde sig ud.” 

Næste
Næste

Plads til vildere liv i DTU’s skyggefulde baggård