Biodiversitet i byer

Flere aktører kan begynde at se sig som aktive medspillere i skabelsen af synergi mellem en velfungerende by og en rig natur.

Rapporten her er skrevet for at inspirere beslutningstagere på alle niveauer, der har indflydelse på byernes udvikling, til at gøre en aktiv indsats for biodiversiteten i byen gennem deres arbejde.

Rapporten har fokus på, hvordan der i samspil med andre aktuelle bymæssige udfordringer kan skabes mere og bedre biodiversitet i byerne.

Det handler bl.a. om, hvordan tidligere økosystemer kan genetableres, eller hvordan der kan gives plads til nye, så der fremover kan være tilstrækkelige økosystemtjenester til rådighed.

Hvorfor byer er så relevant et indsatsområde

Byer er et særligt spændende indsatsområde for biodiversiteten, fordi det er her, udviklingen og menneskers påvirkning af omgivelserne de næste årtier vil gå stærkest. Især i u-lande vil byerne vokse voldsomt de næste årtier, og det anslås, at op mod 60% af de urbane områder, som verden forventes at rumme i 2030, endnu ikke er bygget (sekretariat for Biodiversitetskonventionen, 2012).

Byerne i Danmark vokser også stadig, og både for eksisterende byer og nye byområder er der er behov for at sikre, at udviklingen ikke sker på bekostning af naturen.

Danmark kan være frontløber på dette felt ved at lave byudvikling, som fremmer velfungerende og robuste økosystemer, samt ved at udvikle løsninger inden for klimatilpasning og sundhed, der aktivt bruger en biologisk mangfoldig natur til at opnåmålene. Det kan medføre skabelsen af grønne jobs, både til anlæggelse, drift og i forbindelse med turisme.