Efter 10 spændende, intense og meget lærerige år, har Philip Hahn-Petersen valgt at træde ud af Habitats for at fokusere på naturformidling i Thy og Nordjylland.

Philip og Rasmus har arbejdet sammen om opstart og udviklingen af Habitats, helt fra det bare var en vild ide der tog form af en rådgivningsvirksomhed med opgaver i hele landet.

Men nu er tiden kommet hvor Philip hellere vil fokusere på lokale indsatser for vildere natur i Thy og Nordjylland med base i Hanstholm, hvor han bor. 

Philip har sammen med sin hustru Stine Molin startet virksomheden LEVESTED, der først og fremmest skal tage folk med på tur i Thys vilde natur og give dem uforglemmelige naturoplevelser. LEVESTED vil desuden tilbyde foredrag, workshops og praktisk rådgivning om vildere natur.

Rasmus ønsker at føre Habitats videre, og har en række store og konkrete planer for den fortsatte udvikling af virksomheden. Der er netop nu i gang med at ske en udvidelse af aktiviteterne til at bl.a. også at dække den marine biodiversitet, og de mere strategiske tiltag for biodiversitet i hos virksomheder. 

Philip og Rasmus vil fortsat samarbejde, både på et par projekter i Habitats, samt i Foreningen Vild Med Vilje, hvor de begge sidder i bestyrelsen. 

Philip Hahn-Petersen udtaler i forbindelse med udtrædelsen: ”Det har været en vild og lærerig rejse, at starte og drive Habitats. Da Rasmus, Lise og jeg startede virksomheden i 2011, var der næsten ingen bevidsthed om biodiversitet i byer og intet marked for løsninger. Vores egen viden var ærlig talt også begrænset. Men vi fik læst på lektien, vi fik solgt ideen om biodiversitet i byer og vi fik lavet mange gode projekter sammen. Jeg er glad og taknemmelig for vores samarbejde igennem de sidste 10 år, og jeg ønsker Habitats alt det bedste fremover”

Rasmus Vincentz udtaler ”Philip og jeg har haft et fantastisk samarbejde over årene, og jeg er meget stolt og glad over vi turde kaste os ud i Habitats sammen, og forfølge den vilde ide. Undervejs har vi lært en masse og fået vist at man kan sælge løsninger til biodiversitet. Det har bestemt ikke altid været nemt, men heldigvis har vi også haft det rigtig sjovt, og jeg har undervejs været glad for at samarbejde med Philip.” 

Rasmus er nu eneejer af Habitats, og adressen flyttes til BloxHub i København, hvor virksomheden har kontorpladser.

Category
Tags

Comments are closed